Mad og Mennesker i Seoul
Seoul er en by i konstant forandring. Og en by med et af verdens bedste køkkener. Oktober 2025 tog Rasmus Meisler og Martin Petersen hertil. Rasmus er tegner og laver blandt andet madillustrationer i Weekendavisen. Martin er kommet i Seoul siden 1993. Han er seniorforsker på Nationalmuseet med speciale i koreansk kultur. De to tog til Sydkoreas hovedstad for at finde ud af hvordan mennesker lever her og hvad deres forhold til byen, historien, fremtiden, og, ikke mindst, maden er.
Her på siden er fem illustrerede essays om mad og mennesker i Seoul. Du møder:
… en nordkoreansk flygtning, der mener at genforeningen mellem Syd- og Nordkorea sker gennem spisebordet og derfor er blevet kok og restaurantejer. Og en sydkoreansk madforsker, der fortæller Seoul historie igennem naengmyong (kolde nudler) fra Pyongyang
… en samfundsreformator, der som ung i 1986 kom et år i fængsel fordi han prøvede at vække skolebørn op til landets tilstand. Nu lærer han unge at plante deres egne grøntsager på sin dansk-inspirerede højskole. Og sender os fra risotto & rødvin og tilbage til 1986, tåregas-tømmermænds-instant-nudler & gæret risvin.
… en dansk født universitetsprofessor, der spænder cykelhjælmen i weekenden for at drage på madrejse i landområderne uden for Seoul – og i glimt genfinde det Korea, som mødte ham da han først satte sine fødder her i 1989. Hjul med ham ud til Fem-Farve-Markedets dampede riskager og landsbykroens nærende ålesuppe.
… en mor, far og deres tre sønner, der samles til lørdagsfrokost for at mødes i deres kristne tro, håb og kærlighed… samt til en perlerække af koreanske hverdagsretter. Her hos familien Kim bugner bordet med braiserede svineribben, sojabønnesuppe, kimchi, kaki og meget meget mere.
... en ung madforsker, der holder barndommens kærlighed til landet og den landlige kost i live ved at søge de friske råvarer, der strømmer ind til madmarkedet i Cheongnyangni. Her midt i byens pulserende hjerte inviterer han på mad- og drikkerejse igennem aftenen og natten. Vi halser efter ham fra bageri til pub, fra gadekøkken til cafe… og ender med at brænde tungen på krydrede blæksprutter stegt med chili, hvidløg og sesamolie.
Alle illustrationer er tegnet af Rasmus Meisler. Se mere af Rasmus’ arbejde her

