1-2-3… cha
Hvorfor stoppe mens legen er god? Det kan jo (næsten) kun blive godt, bedre, bedst. Det synes at være tanken bag 1-2-3… cha.Kolleger, forretningsforbindelser, venner, dates… mennesker, som er bragt sammen for en aften og nat, bevæger sig fra det ene sted til det andet, det tredje. Og, nu de alligevel er så godt i gang, hvorfor så ikke liiiige et sidste sted... Lyder det velkendt? I Korea kaldes det 1,2, 3.. cha. Første, anden, tredje… runde.
Fælles for næsten alle stop på den fælles rejse ind i natten er mad og drikke i et hav af kombinationer. Ingen alkohol uden mad! Som aften bliver til nat, bombarderes smagsløgene samtidig med at promillerne, samtalerne og stemningen stiger. Undervejs skifter scenen også; restaurant bliver til måske pub; pub til karaokebar, og hvem ved, karaokebar til gadekøkken… For en stund bliver en gruppe mennesker bragt tættere og tættere på hinanden i en smagskarrusel af den anden verden, inden de tager afsked og haster gennem natten for at nå sidste metrotog til forstaden.
En fredag aften tog vi på 1-2-3… cha med Minjae Lee i Seoul bydelen, Cheongnyangni.
Minjae introducerer os til området for vores 1,2,3 cha: ”Cheongnyangni er en virkelig autentisk og folkelig del af Seoul. Området har et kæmpe traditionelt marked og en fremragende madgade. Bydelen har gennemgået en omdannelse, hvor det tidligere red light district, Cheongnyangni 588, blev revet ned i processen. På stedet er opført et stort, luksus lejlighedskompleks. Bydelen som den ser ud nu, er ret så forskellig fra det Cheongnyangni, jeg først kom til at kende i begyndelsen af 2000’erne. Dog er området omkring det traditionelle marked bevaret og har stadig arbejdsklassekvarter-stemning. Lad os komme igang!” Minjae fører os ud af bageriet.
RUNDE 2: Hof (호프, hopu)
“Lad os starte med at gå på ’hopu”, siger Minjae. Det tager ham cirka tredive sekunder at finde en. Hopu er et tysk låneord; det kommer fra ’hof’ og er en pub. Den hedder Havsneglelandet – Cheongnyangni Station, filial 1. (골뱅이나라 청량리역1호점) opkaldt efter en af retterne på menuen.
På en hof i Seoul kan man typisk få store krus med kold fadøl sammen med anju (snacks) og mere mættende måltider som grillkylling. Der står en mand i døråbningen til vores hof; svajer er nok en mere præcis beskrivelse for hans tilstand denne sene fredag eftermiddag. Han har vist tyvstartet med de kolde fadøl… og er temmelig begejstret ved synet af vores selskab. Han råber en velkomst, som det er svært at tyde om er på koreansk eller engelsk. Hans kvindelige ledsager og den kvindelige vært får ham hurtigt tilbage i stolen og dysset ned. ”Jeg elsker at komme sådan nogle steder”, udbryder Minjae. Han er madforsker og dybt interesseret i arbejderklassens madkultur i Seoul. ”Jeg finder altid nogle at tale med.” Stedet er fuldt af runde borde, væggene overskrevet med mange hundrede hilsner og hurtige stregtegninger, fotoprint med retter, og alkoholreklamer med kvindelige modeller, der skælmsk skåler ud imod os. Vi sætter os ved et bord og bestiller:
Ret 1: Friturestegt kylling (후라이드 치킨, Huraideu chicken): Dobbeltstegt, sprød koreansk kylling med gochujang (chilipaste), sukker, hvidløg og sirup. En hof-klassiker.
Ret 2: Muslingesuppe: Honghaptang (홍합탕): Klar, mild suppe med friske muslinger, hvidløg og grøntsager. Typisk serveret som ’gratis’ tilbehør.
Alkohol: Iskold, lokalt brygget fadøl
RUNDE 1: Cafe-bageri (제방소, jebangso)
Vi møder Minjae på Det søde bageri (달콤제방소, Dalkom Jebangso), et travlt cafebageri tre minutters gang fra Cheongnyangnis nybyggede togstation. Stationen har en lang historie som ankomststed for varer og mennesker fra det østlige Korea. Det har sat sit præg på bydelen; et af Seouls største madmarkeder, Cheongnyangni marked ligger kun få minutters gang herfra.
Minjae er en bredt smilende mand. Hans håndtryk er fast og hårdt som en dansk onkels håndtryk til familiefødselsdage i 1980erne. Det er ikke et håndtryk man ellers tit får i Seoul, hvor et høfligt buk stadig er normen. Minjae er nok den yngste person i cafebageriet. Her er mest større og mindre grupper af midaldrende og ældre kvinder, som bruger cafeen som mødested. Bagerier opstod i Seoul allerede i slut-1800 tallet med tilstrømning af japanske handelsfolk, men var overvejende for eliten. Efter Korea-krigen (1950-53) blev hvedebaseret kost mere udbredt som følge af amerikansk støtte i form af mel. Med det fulgte billigt brød og kager til arbejderklassen. De sidste årtier har bagerierne gradvist udviklet sig til mere moderne café-bagerier med kaffe og søde sager som ”Det søde bageri”. Udvalget af kaffe og forfriskninger kan slet ikke følge med de franchise-cafeer, der fungerer som work space og hang-out for især studerende og unge på hver gade i Seoul. Men man kan få friskbagt brød og søde kager til en god pris.
Hof kan spores tilbage til slut 1960’erne og kan ses som udtryk for spirende vækst i Seoul. Hof er et oplagt og afslappet stop på en hoesik (firmaaften). Mere arbejde end fritid, er hoesik en ramme for løs snak men også for indgåelse af aftaler – arbejdslivets hierarkier samt skrevne og uskrevne regler er måske mindre synlige, men de gælder stadig. I dag har hof fået følgeskab af craft beer pubs i Seoul, men de lidt mere afslappede rammer, som her i Havsneglelandet , lever stadig i bedste velgående. Vores hof kan nok bedst sammenlignes med et brunt værtshus på en lidt stille dag.
RUNDE 3: Pojangmacha (포장마차, gaderestaurant under presenning)
Aftenmørket har sænket sig. Godt opvarmet med sprød kylling, kolde øl og muslingesuppe bevæger vi os ind på markedet. Det er et enormt, farvekraftigt, duftende sted. Her er slagterbutikker med alt fra grisehoveder til kyllingefødder, fiskehandler med akvarier tæt pakket med fisk og skaldyr, snackhjørner, spiritushandler og naturmedicinbutikker på rad og række. Mange af butikkerne er allerede lukket for aftenen, men det er stadig masser af liv i gaden ud for de steder, der også sælger mad. Vi sætter os på en gaderestaurant med røde borde og små, blå plastikskamler under en kæmpeparasol i samme farvekombination. Tredje runde er nemlig på en pojangmacha , der hedder Frugt & Grønt Pocha (청과 포차) opkaldt efter frugt & grønt markedet, der ligger lige ved siden af.
Pojangmacha betyder direkte oversat “vogn med presenning”. Det er fællesbetegnelsen for små, ofte mobile gaderestauranter med forkærlighed for farverige plasticskamler. Her sidder folk skulder ved skulder og spiser indvolde, muslingepandekager eller tteokbokki (riskager i chilisauce) og drikker brændevin, mens natten falder på. Bag den blå-røde parasol troner den nye bydel med skyskrabere, der er skudt op, der hvor det nedlagte red light district lå for nogle år siden. Madmarkedet er ikke blevet by-fornyet og følger med tiden i et mere adstadigt tempo.
Minjae er vokset med en kærlighed til livet på landet og til landbrug. Det har han fået af fra sine bedsteforældre, der var landmænd, og som han besøgte hver weekend som barn. Som universitetsstuderende gik det dog op for ham at hans blik på livet på landet var romantisk farvet af hans barndomsminder. Livet på landet kan også være stridsomt og ofte noget helt andet end den komfortable tilværelse i Seoul. Det undersøger han i sit arbejde som madforsker. I fritiden elsker han at komme på markeder og finde retter og råvarer frisk fra Koreas land og hav. Det minder ham vist også om barndommens måltider på landet. Imens Minaje fortæller kommer mad og drikke på bordet:
Ret: Jokbal (족발): svinefod som er langtidskogt i sojasauce, ingefær, hvidløg, løg, risvin, sukker og krydderier. Skæres i skiver og spises ofte med hvidløg, chili og friske salatblade.
Alkohol: Soju (소주): Koreas mest populære spiritus; typisk 16–20 % alkohol. Fremstillet af destilleret korn, som fortyndes med vand. Drikkes rent, i shots eller blandet med øl.
Pojangmacha’en dukkede op i 1970’erne. Her solgte kvinder solgte billig, varm mad og alkohol med høje procenter fra vogne overdækket af presenning. Denne form for gadekøkken er fortsat som et sted hvor arbejderklassen kan få varme, billig mad og muntert fællesskab efter en lang arbejdsdag. Byfornyelse, fødevareregler og velstandsforøgelse har dog sat Pojangmacha-kulturen under pres mange steder i Seoul. Her på markedet med direkte adgang til gode råvarer fra land og hav ligner den stadig sig selv. Længere inde i centrum er flere sidegader med ’pocha’ blevet populært hang-out for byens unge.
RUNDE 4: Cafe
Det er sen aften. Minjae tager os med længere ind på madmarkedet – her kan de nye skyskrabere ikke længere ses. Han fører os igennem lange, overdækkede gadeforløb – såkaldte markedsarkader – hvor åbne er bygget ind under buet ståltag med lysindtag af plast eller glas. Duftene er mere intense her, men området er næsten mennesketomt. Markedsarkaden vågner nok først rigtigt op igen ved daggry når friske forsyninger begynder at komme ind fra land og hav. På et lille gadekøkken sidder to enlige, ældre mænd sidder foroverbøjet over hver deres beskedne aftensmad. I en nuddel-bar sidder en tredje ældre mand sidder i fransk baret og slubrer nudler.
Men vi stopper ikke op ved manden med den franske baret. Minaje fortsætter ufortrødent ind i stål, neon og blinde vinkler, og så op ad en trappe. Han åbner en dør og pludselig, uden varsel, står vi i en nedlagt biograf. Rytmeskiftet kunne ikke være mere abrupt. Vi er dumpet ned i et ikon for gentrificeringen af Seoul; Starbucks Gyeongdong 1960 (스타벅스 경동1960). En nedlagt biograf fra 1960, der åbnede gendørene i 2022 som cafe. Eftersmagen af fadøl og soju, grisefødder og grillkylling føles helt malplaceret her i biografrummet, der løfter sig højt mod loftet med søjler og trapper. Det er som at slingre ind i en tyst katedral. Vi sænker helt automatisk sænker stemmerne som de mange venindepar og par på date, der ligesom os har fundet vej igennem markedslabyrinten denne fredag aften. Minjae siger ikke så meget. Det behøver han heller ikke. Vi kan selv spekulere over om dette er endnu et eksempel på begyndelsen på enden for det folkelige Cheongnyangi, arbejdsklassens Seoul.
Vi drikker Jeju Matcha Frappuchino (제주말차프라푸치노). En kold drik lavet på matcha-pulver fra Jeju-øen, blendet med mælk, is og med flødeskum på toppen. Drikken forbindes med Jejus rene natur og vulkanske jord, hvor teen dyrkes. Det er perfekte match til den byfornyede hipster cafe.
RUNDE 5: Jjukkumi-bokkeum jeonmun sikdang (쭈꾸미볶음 전문식당; krydret, stegt blæksprutte special restaurant)
Starbucks Gyeongdong 1960 er sidste stop på Minjae’s tur ind i natten. Vi har forstået budskabet. Meeen. Det er lidt for meget antiklimaks på en fredag aften i Cheongnyangni. Vi beder ham om en allersidste runde. Og det får vi! Ude på den anden side af madmarkedet – i modsat retning af togstationen og den nye bydel – finder Minjae en gade med special restauranter med masser af gæster. Minjae tøver; spørger om vi er ok med rigtig stærk mad og tager os så ind på…. specialrestaurant for krydret stegt blæksprutte; nemlig Yongdu tantes Blæksprutter (용두 임오네 쭈꾸미). Her er grupper af unge, mest mænd, der drikker tæt og taler højt. Cafe-katedralen er allerede et fjernt minde og den sidste eftersmag af grøn-te dessert bliver tæppebombet ud af mundhulen da hovedretten kommer på bordet:
Ret: Jjukkumi-bokkeum (쭈꾸미볶음): Små, krydrede blæksprutter stegt med chili, hvidløg og sesamolie.
Minjae forklarer at især mænd nyder at spise retten for at stresse af efter en lang dag; det gør de så ved at ultrastresse kroppen med en overdosis af chili. Vi ånder tungt efter hver mundfuld og skyller efter. Det bedste match til retten er
Alkohol: Poktanju (폭탄주): “Bombe-shot”, hvor soju hældes i øl (ofte kaldet somaek) og gerne bundes.
Retten rammer perfekt ind i tidens smag for maeun-mat (den stærke smag). Blæksprutter og bomber… det er ikke det mest oplagte sundhedstip… og så alligevel; Jjukkumi-bokkeum giver en skøn følelse i kroppen. Og det er en god, bedre, bedst måde at afslutte en 1-2-3 cha på i arbejdsklassens Seoul.
Alle illustrationer er tegnet af Rasmus Meisler. Se mere af hans arbejde her.