”Jeg kom første gang til Seoul i sommerferien 1989. Det var året efter Olympiaden i Seoul, 1988. Jeg havde hørt om Korea derfra. Jeg boede her i Shinchon og besluttede mig for at gå ind til bymidten en dag. Det var stegende hedt. Jeg svedte som et svin. Jeg måtte bare have skygge og noget koldt at drikke.” Det med Starbucks med ice macchiato på ethvert gadehjørne var stadig nogle år ude i tiden. I slut-1980erne kom kaffe mens i pulverform og uden antydning af styrke. ’”Jeg fik øje på nogle bygninger, som så ud til at have skygge og noget koldt at drikke. Det viste sig at være Seodaemun fængselsmuseet. Fængslet blev bygget af japanerne under kolonitiden (1910-45) og fortæller historien om denne periode. Jeg anede intet om Koreas historie på det tidspunkt, men min interesse blev vakt her. Det var ikke kun min oplevelse på Seodaemun fængselsmuseet den sommerdag i 1989, som gav mig en rigtig interesse i Sydkorea, men også det faktum, at landet først for nylig (1987) var blevet et demokrati. Landet og befolkningen var som japansk koloni blevet massivt misbrugt, og så få år efter at Japan endeligt var blevet besejret, var der Koreakrigen (1950-53) med voldsom ødelæggelse. Og ikke kun ville Sydkorea over de følgende årtier opnå en betydelig forbedring af levestandarden – det der er kendt som Miraklet ved Han-floden – men landet gik også fra at være en autoritær stat til at blive et demokrati i de senere 1980'ere. Det var hvordan dette var blevet opnået som var meget interessant for mig.” Her 36 år senere er det sådan set det samme spørgsmål, der er brændstof i Calles undervisning og forskning. Calle gik på gaden under og efter undtagelsestilstanden i de dage i december 2024 da det synes at balancere på en knivsæg om Sydkorea var på vej mod autoritær styreform eller forblev demokratisk. På vej mod højre eller venstre. Men han var her ikke for at støtte oppositionen, 1980’erne studenteraktivister og den yngre generation af progressive. Han var her heller ikke i sympati med præsidentens konservative tilhængere, der mente at denne kæmpede for at redde Sydkorea fra et venstreorienteret komplot.  Calle var der for at observere den politiske begivenhed og interviewe deltagerne.  

Det var langt fra første gang Calle indtog den rolle i Seouls gader. Han var som udvekslingsstuderende i de tidlige 1990ere observatør til den ene studenterdemonstration efter den anden, men oplever at de universitetsstuderende i dag og universiteterne de bliver uddannet på, i stigende grad fokuserer på hurtig og effektiv erhvervsretning. Og at de unge ofte har en mindre tilhørsforhold til universitetet og deres studiekammerater. Alle er dybt begravede i deres mobiltelefoner. Langt hen ad vejen er dette historien om at Sydkorea har oplevet dramatisk økonomisk vækst, konsolidering af demokrati og stor international anerkendelse for musik, film, litteratur og tv-serier. Men Calle er lidt bekymret over at det land, han har tilbragt hovedparten af sit voksne liv i, er blevet så rigt, demokratisk og internationalt anerkendt, men at unge samtidig virker til at have mistet interessen for det politiske – hvad enten det er højre eller venstre, progressiv eller konservativ. Det handler for Calle mindre om retning end om engagement.