Pasta & tåregas-tømmermænds-instantnudler
’Jeg sad i fængsel et år’, fortæller Oh Yeonho over pasta, risotto og rødvin. Vi er på restaurant Piori – Pasta and Wine. Der er gode italienske vine i vinduerne; husfacaden og baldakinen er holdt stilrent i middelhavsblå og hvid. Den italienske restaurant på 13 World Cup-avenue, sidegade 10 (opkaldt efter det nærliggende Seoul World Cup Stadium bygget som et flagskib for VM i 2012) er lydefrit element i den gentrificering, der de sidste ti års tid har transformeret Seogyo-kvarteret her et par stenkast fra super-hippe Hongdae.
Og så alligevel: Den 3. december 2024 erklærede daværende Præsident Yoon Suk‑yeol undtagelsestilstand i Sydkorea. Undtagelsestilstanden blev kortvarig, men efterspillet blev langt og dramatisk. Præsidenten blev afsat efter en rigsretssag. Havde han derimod haft held med sine planer, tyder det på at oppositionens leder Lee Jae‑myung havde risikeret fængsel. ‘Jeg kunne også være endt i fængsel,’ siger Oh Yeon‑ho og smiler skævt igen.
”Mit forlag udgav i begyndelsen af 2025 en bog skrevet af Lee Jae‑myung om hans liv og politiske filosofi. Lee er nu valgt som præsident for en femårig periode. Og bogen blev en af årets bestsellere.” Jeg spørger Yeonho, hvordan den yngre generation ville have reageret, hvis kuppet i december 2024 var blevet gennemført. Det er årtier siden, at studenterbevægelserne var aktive på universitetscampusser, og det er svært at forestille sig de unge synge revolutionære sange, synge romantiske sange i baglokalerne på billige studenterrestauranter her i 2024–25.
Den længste pause i samtalen indtræder her. Folk ved de omkringliggende borde taler meget dæmpet. Der er næsten helt stille. Yeonho fortsætter: “Vi kender allerede svaret på det spørgsmål. Min generation af aktivister var så småt begyndt at tænke på tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, på pension, og på udlandsrejser. Den slags. Men de måtte trække i vinterfrakkerne og gå på gaden i tiden efter kupforsøget. Det var dog i højere grad den yngre generation, der gik på gaden. Dag ud og dag ind stod de i den bindende vinterkulde på gaderne. Og omkring 70 % af demonstranterne var kvinder.”
I Yeonhos studentertid var langt de fleste studenteraktivister, der gik på gaden – og har mødte politiets tåregas med Molotovcocktails – unge mænd. I det hele taget var mænd dominerende i politik, i virksomheder og i medieverdenen. I dag er fem af de seneste seks journalister ansat på OhmyNews kvinder. Denne generations Oh Yeonho kommer med god sandsynlighed til at være en kvinde. Om hun så har gået på en af hans efter-/højskoler inspireret af hans hyppige besøg i Danmark, er ikke til at vide. Der findes mange andre bud på hvor det sydkoreanske samfund skal hen. De progressive har langt fra monopol på at tænke nye tanker. Der er disse år en klar tendens til højredrejning, nationalisme og anti-feminisme blandt den yngre, mandlige generation. Sammenstødet mellem konservative og progressive stoppede ikke med præsidentvalget den 3.juni 2025.
Oh Yeonho er CEO for mediekoncernen OhmyNews, som siden 2000 har søgt at omskabe det sydkoreanske medielandskab gennem borgerdreven journalistik. Platformen opstod i skæringspunktet mellem IT-boom (Sydkorea var first-movers med IT-infrastruktur i de tidlige 2000’ere) og progressiv politik. I de år flyttede meget aktivisme fra studenterdemonstrationer i gaderne og ind på internettet. Ideen med OhmyNews var at give almindelige borgere mulighed for at publicere nyheder. Konceptet havde til mål at have styrke mediemangfoldigheden og sætte kritisk lys på korruption og demokratiske udfordringer, herunder bagsiden af Sydkoreas neoliberale udvikling. OhmyNews har således fået ros for at demokratisere nyhedsproduktionen i Korea og inspireret lignende initiativer i omverdenen, men har også mødt kritik for politisk bias og kvalitetskontrol af borgerartikler.
I det seneste tiår har Yeonho har desuden arbejdet med et andet stort projekt; han har forsøgt at introducere højskole og efterskole-væsenet i Sydkorea. Yeonho har ikke mistet drømmen om at vække den unge generation. Den gang i 1986 – et år før det første reelt demokratiske valg i årtier og to år før OL i Seoul, der for alvor satte Sydkorea på verdenskortet – skrev Yeonho et brev til lillebror-/søstergenerationen om, hvad det ville sige at leve i militærdiktatur. Sammen med sine venner gik han ud studenterrestauranter i Shinchon-området, lige neden for Yonsei-universitetet.
’Det var 1986 og jeg var studenteraktivist på Yonsei universitetet.’ Yonsei universitet var – og er – i den absolutte top tre over Sydkoreas bedste og mest prestigiøse universiteter. I 1980erne var det også en bastion for studenterbevægelsen, der gik forrest med at konfrontere militærdiktaturet. Og som i de år spillede en stor rolle i at bringe Sydkorea på sporet af demokrati. ’Jeg havde skrevet et brev til elever fra mellemskoler og gymnasier, hvor jeg fortalte dem at de skulle vågne op til den politiske situation i Sydkorea. Og ikke som jeg, først åbne øjnene for de politiske forhold, når de selv blev universitetsstuderende. Mine studenterkammerat og jeg havde gennemtrævlet dimissions-bøger fra områdets skoler; dengang i 1980erne var der ingen der bekymrede sig om GDPR’. Yeonho smiler skævt. ’Men der var en konservativ journalist, der fik fingrene i mit brev. Og hans medie, pro-regimeavisen, Choson Ilbo, bragte brevet. Kort efter blev jeg arresteret på gaden. Jeg tilbragte et år i fængsel.’
De udvekslede tanker og ideer, spiste billig mad og drak en masse ufiltreret risvin (막걸리, makgeolli; en let boblende, sødlig og syrlig koreansk risvin). Så sang de sange. Revolutionære sange. Af og til romantiske sange. Restauranterne gav dem et sted, hvor de kunne være med deres samfundskritiske samtaler – og sange. Det var ikke altid Yeonho og hans studenterkammerater havde råd til at betale for maden og risvinen. Så skrev restaurantejeren deres navne ned på en blok papir, så de kunne betale næste dag, næste uge, næste måned. Nogle fik aldrig betalt. ’De var kommet i fængsel.’ Oh smiler skævt igen. Det var en revolutionær tid. En romantisk tid. En tid, der kan synes utroligt langt væk, som vi sidder her på World Cup Avenue 13 med en fyrre år ældre Yeonho, et glas italiensk rødvin, pasta og risotto og taler med dæmpet røst.
I mellemtiden er høj/efterskoleinitiativ Yeonhos bud på at inspirere den yngre koreanske generation. Det dansk-inspirerede skolefællesskab er ment som et alternativ til det neo-liberale konkurrencesamfund, hvor kun de allerbedste bliver en succes. De koreanske elever lærer blandt andet at lave mad i og til skolefællesskabet. De er med til at plante, passe og tilberede grøntsager i løbet af skoleåret.’ Den historie kan I finde i den dokumentar som vi har lavet om skolen, fortæller Yeon-ho inden vi tager afsked med ham.
Vi er kommet her for at finde en af de restauranter som han kom på. Der kan ikke være mange restauranter i kvarteret, der har stået uforandret siden slut-1980erne. Men i skyggen af Hyundai Department Store, der kejser lige så højt over bydelen som de største campusbygninger, ligger restauranten Phaedra. Referencen til græsk mytologi klinger eksotisk, men passer fint til en restaurant, der blev navngivet i 1970ernes Seoul; drømmende internationalt. Køkkenet her er alt andet end internationalt drømmende.
Et par stop længere nede af metrolinjen fra Seogyo-kvarteret med OhmyNews hovedkvarter og den stilrene italienske restaurant ligger studenterbydelen Shinchon. Shinchon ligger i gåafstand til Yonsei universitetet og et par af Koreas andre top-universiteter. Herfra uddannes en god del af fremtidens ledere inden for politik, videnskab, medier og business. Shinchons ’underholdningszone’, der spreder sig ud i sidegaderne neden for campus er altid fuldt af universitetsstuderende og unge. Her er restauranter, barer, tøjbutikker, tegneseriecafeer og meget mere. Det er også stedet hvor Yeonho fik sin universitetsgrad – efter han vendte tilbage fra et år i fængsel i slut-1980erne. Og stedet, hvor han demonstrerede, drak makgeolli og sang revolutionære sange.
Der står ”Tåregas-tømmermænds-ramyon [instant nudler]. 70’er 80’er Minder – præcis som dengang! Phaedra:” på et stort skilt over restauranten. Hele facaden er i det hele taget et mylder af skilte - Tåregas-tømmermænds-ramyon – på knaldrød baggrund, plakater, lyskilder og ventilationsanlæg, der ville give designeren af den italienske restaurant – nok samtlige designere i ethvert gentrificeret hjørne af Seoul - åndenød og sende dem i dørken. En lille plakette opsat af Seouls bystyre siger: ’Oraegage: Old & Historical Store’. I et Seoul i konstant forvandling er en studenterrestaurant fra 1970erne et stykke levende byhistorie.
Den kvindelige ejer af restauranten fortæller os at hendes nudler er så stærke at de driver tårer – ganske som når politiet kastede tåregas mod de studerende back in the day. Hun peger hen på væggen. Her er håndskrevne hilsner fra progressive politikere og andre personligheder, som er kommet på restauranten i deres studentertid. Der er også tre fotografier i ramme på et skab ved siden af væggen. Det er to ikoniske fotografier fra demokratiseringsbevægelsen i slut 1980erne. Begge er af studenteraktivister fra Yonsei universitetet. Det ene viser en ung mand, der løber afsted under en gadedemonstration bærende på det koreanske flag. Den anden er med en ung mand, der, dødeligt såret af en tåregaspatron, synker sammen i armene på en meddemonstrant. For mange koreanere er disse to fotografier symbolet på bevægelsen for demokrati i slut 1980erne. Ved siden af er sort-hvid fotografi af den oprindelige kvindelige ejer af restauranten. Hun står i blomstret forklæde og med en læbestift, der ser ud til at have været mindst lige så knaldrød som restaurantskiltet uden for. Mon bogen hvor hun skrev Yeonho og hans kammeraters navn ned når de købte nudler og makgeolli på klods stadig er her et sted? Vi når ikke at spørge ejeren, der er lidt overvældet af de to danskere, der er kommet brasende ind med søgende blikke og taler med en accent, der er klinger lige så eksotisk på koreansk som ’Phaedra’ og ’Piori’. Hun hiver en bog frem. Spørger til os og hvor vi kommer fra og tager noter. Vi er kommet i Phaedras notesbog! Det er gennemført slut-1980er vibe.
Vi har stadig maverne fulde af risotto og pasta, men lover os selv at komme tilbage og smage hendes hårdtslående ramen og dele en skål makgeolli med Yeonho, når han en dag slipper arbejdet med at reformere det sydkoreanske samfunds medielandskab og skolevæsen – og får tid til at rejse retur fra Piori til Phaedra.
Alle illustrationer er tegnet af Rasmus Meisler. Se mere af hans arbejde her.