Til Lørdagsfrokost hos Familien Kim

Det er lørdag formiddag. Vi er på 11. etage i en boligblok i den alleryderste udkant af det vestlige Seoul. Her fra lejligheden er der god udsigt til byens højhuse og omkransende bjerge. Her bor fem af byens 10 millioner indbyggere.  En far, en mor og deres tre sønner.

Stuebordet, der er placeret midt imellem køkken og sofahjørnet, er bugnende fuldt af alskens hovedretter og småretter. Mor, far og to af sønnerne er samlet til den helt store familiefrokost. Og vi har fået lov til at være med.

Faren folder hænderne til bøn; roen falder over spisebordet.

Lad os lege med tanken om at lige netop denne familie rummer fortællingen om koreansk familieliv og -værdier anno 2025. Og at lige præcis de retter, der venter på at blive spist, når bordbønnen er afsluttet, fortæller historien om et familiemåltid anno 2025. Sådan er det selvfølgelig ikke. Men nu begynder familiefrokosten. 

FAMILIEN

Kyungsoo - far (tro; 신앙, sinang)

’I dag takker vi særligt for, at Martin og Rasmus er her sammen med os, så vi kan tale sammen og dele dette måltid i fællesskab. Velsign Eunha, som har tilberedt maden, og lad Guds nåde og velsignelse fylde os, der spiser den. Vi beder i Jesu navn. Amen!’

Lige omkring 30% af Sydkoreas befolkning er kristne. Familien Kim er kristen. Ikke kulturkristne som mange danskere. De går i kirke sammen. Tager på kirke camp i ind- og udland. De lever med Gud i deres hverdag. På væggen over sofaen står: “Min livsglæde er at vandre sammen med Herren.” Tro, sinang, er helt central i deres forståelse af tilværelsen. Og de begynder altid et måltid med en bordbøn.

Ved mange familiesammenkomster er alkohol – øl og brændevin (soju) – med til at tynge bordet og løfte stemningen. Her på bordet er kun mad og vand; familien Kim afholder sig fra alkohol. 

Eunha - mor (kærlighed/omsorg; 정, cheong)

Fravalget af alkohol er ikke udtryk for mangel på kærlighed. Tværtom. Moren forklarer: ”Disse retter er sådan nogle, man sagtens kan spise til hverdag – man behøver ikke vente på en højtid eller noget særligt. Men hvis man vil, kan man jo også dække op med det hele på én gang.  Ah! Koreanere… som folk i de fleste andre lande sikkert også gør… hvis der kommer gæster, så laver man gerne rigtig mange veltilberedte retter. Man siger, at bordbenene næsten knækker under al maden. Det er ligesom om, at man viser sin kærlighed og omsorg gennem maden.”

Moren er familiens midtpunkt og omdrejningspunkt. Hun har brugt mange timer i køkkenet i sit storblomstrede forklæde på at gøre retterne klar. Og har været med sin mand i et lokalt supermarked, hvor ekspedienten har givet tips til de bedste, friske råvarer på hylderne. Det hele er kærlighed i handling; cheong. Cheong binder mennesker sammen; for en stund er vi en stor familie.

De sidste årtier har stor velstandsforøgelse, neo-liberalisering og orientering mod vestlige samfundsformer på mange måder vendt op og ned på den traditionelle familie. Det har i høj grad rykket ved kvindernes rolle i hjemmet. Mange unge kvinder orker ikke at skulle tilberede mad for den store, udvidede familie til højtid og hverdag. Nogle fravælger ægteskabet for bedre at kunne satse på karriere – og for at undgå denne rolle. Ægteskabsraten er faldende og Seoul får stadigt flere singler. Eunha mindes flere store familiesammenkomster da hun var barn; mange flere end de deltager i disse år. Men midt i en tid i flux er kernefamiliens lørdagsfrokosten udtryk for et stabilt, stærkt værdibaseret, socialt fællesskab. Mere end det; det er en kærlighedsgestus.    

Juhun - ældste søn (sønlig kærlighed; 효, hyo)

Den ældste søn forlader bordet under desserten. Moren kigger efter ham som han går ud ad døren. Juhun har netop afviklet 18 måneders værnepligt og er vendt hjem. Ved årsskiftet genoptager han sin universitetsuddannelse. I eftermiddag skal han ud på en date. Det er helt almindeligt at unge koreanere bliver boende hjemme indtil de har afsluttet deres uddannelse, er kommet i arbejde og er blevet gift. Moren får næsten tårer i øjnene mens hun fortæller hvordan hendes søn pludselig og uden at sætte ord på det, masserede hendes ben inden han tog afsted på militærtjeneste. Man skal ikke have set mange koreanske familiedramaer for at vide at dette er et udtryk for hyo (sønlig kærlighed; filial pietet). Juhun er en god dreng. Det vil sige. Moren sendte en dreng i militærbarakkerne. Hun fik en mand hjem igen. Han dater og snart er han færdiguddannet. Hvilket menneske skal han blive? Og hvilken familie vil han skabe? Juhuns stille gestus giver hende, hvis ikke ro i sjælen, så vished om, at selvom han ikke er med til lørdagsfrokosten fra start til slut, så er han stadig helt og aldeles del af familien.            

Dessert ( 디저트)

Kaki (감, Gam)
Orange efterårsfrugt med honningsød smag og blød konsistens. Kan både spises frisk, tørret (gotgam) eller halvfrossen. Her serveret frisk.

 

Blød moden kaki (연시, Yeonsi)
En overmoden version af gam; spises med ske. Silkeagtig og blid i smagen. 

Grønne druer (샤인머스켓, Shine musket)
Store, parfumerede druer med sprødt skind. Luksusfrugt i moderne koreansk dessertkultur.

 

Grønne druer (청포도, Cheongpodo)
Små, søde druer med en let parfumeret aroma.

 

Mandariner (감귤, Gamgyul)
Sød og syrlig vinterfrugt fra Jeju, Sydkoreas sydligste ø.

Æble‑jujube (사과대추, Sagwa Daechu) 

En lille frugt, der smager sødt og sprødt; som en mellemting af æble og jujube. Den spises ofte frisk eller tørret som snack. Her serveret frisk.

 

Is-vaniljelatte (아이스바닐라라떼, Aiseu banilla latte)
Kold kaffe med mælk og vaniljesirup – en café-favorit. Kaffen blev brygget på familiens baristamaskine. 

Juhyok - mellemste søn (Pligt; 충, chung)

Telefonen ringer. Det er den mellemste søn. Han har, som den næste i rækken af familien Kims tre sønner, netop startet sine 18 måneders værnepligt. Juhyok fortæller kortfattet om hvordan det går på kasernen og afslutter med et rungende chungseong. ’Loyalitet’; eller ’til tjeneste’. Kristen, buddhist eller ateist, venstrefløj, højrefløj eller midtsøgende, alle unge mænd, der erklæres egnede, skal i hæren. Der er ikke indgået fredsaftale med naboen mod Nord – Nordkorea. Formelt set er Korea-krigen (1950-53) ikke bragt til ophør. Militærtjenesten er pligt, patriotisme, dannelse af maskulin identitet og fællesskab i et. Det er chung. I tre gange halvandet år kan dette helt bogstaveligt aflæses ved det tomme sæde ved lørdagsfrokosten hos familien Kim. I en femårs periode vil sønnerne på skift mangle til lørdagsfrokosten. De er dybe røster, der fåmælt ringer hjem og afslutter med ’chungseong’.

Juwon - yngste søn  (ansvar; 책임, chaegim)  

”Den her tegning er af et træ i skoven. Jeg sad og drømte mig væk i solen, da jeg tegnede det.” Alle tre sønner er dygtige illustratorer. Den mellemste er i gang med at uddanne sig på en tegne- og animationslinje. Juwon har netop hentet sin tegneblok fra sønnernes fælles værelse og viser en blyantstegning til Rasmus. Tegningen er ikke fra i år. Der er ikke rigtig tid til at tegne træer i skoven i år. Den yngste søn er nemlig i slutspurten af det, som ofte i Korea bliver anset som det hårdeste liv overhovedet; sidste år i gymnasiet. I 3g. bliver det nemlig afgjort om man kommer godt ud i verden med gode karakterer, der giver adgang til et godt universitet, der giver mulighed for at gå på et godt job, der skaber gode rammer for at stifte familie. Det er i dette år, ansvaret for alvor kan mærkes dybt ind i knoglerne. Ikke kun på egne vegne. De unge bærer ikke kun ansvaret for deres eget liv, men i høj grad også for familien lykke. Forældrene har ofte investeret store summer og tid i at hjælpe dem godt på vej. Den yngste søn kaster et sidste blik på sin blyantstegning. Så lukker han notehæftet og lægger det fra sig. Disse dage studerer han dag og nat, mens han gør sig klar til den altafgørende eksamen. Men han sidder med ved bordet fra start til slut. Hans mor fortæller at de viser hensyn til ham, men at han stadig har pligt til at hjælpe til derhjemme. Da vi rejser os fra det fantastiske og velsmagende frokostbord, er sønnen den første til at tage af bordet – før han går ind på sit værelse.      

FROKOSTEN

Hovedretter (메인 요리 mein yori)

Braiserede svineribben (돼지갈비찜, Dwaeji-galbi-jjim)
Langtidsbraiserede svineribben i en mildt sød sojasauce med hvidløg, gulerødder og kastanjer. Retten er en variation af den klassiske galbijjim (braiserede okseribben), hvor svinekød giver en rundere, blødere smag.

Sojabønnesuppe (된장찌개, Doenjang-jjigae)
En gryderet lavet på fermenteret sojabønnepasta, tofu, grøntsager og ofte lidt svinekød eller skaldyr. Serveres rygende varm til ris. Spises dagligt i mange hjem som et varmt måltid.

Krydret svinekød (제육볶음. Jeyuk-bokkeum)
Stegt svinekød marineret i gochujang (chilipasta), hvidløg og sesamolie. En populær hverdagsret, der serveres med ris og frisk salat til at pakke kødet ind i.

Glasnudler med grønt og kød (잡채, Japchae)
Søde glasnudler stegt med grøntsager, svampe og oksekød i sesamolie og sojasauce. En mild, let sødlig og farverig ret, der ofte serveres ved festlige lejligheder.

Tilbehør (반찬, panchan)

Kimchi (김치, Kimchi)
Intet måltid uden kimchi! Fermenteret kinakål med chili, hvidløg og salt. Koreas nationalret.

Salatblade (상추, Sangchu)
Friske salatblade; blev brugt til ssam under frokosten. Koreanere elsker at lægge alt muligt, der passer sammen, oven på salatblade; kød samt forskellige slags frisk grønt, men også sød-syrlig ssam-mu, forårsløg i strimler, rå hvidløg, rå chili osv.

 

Perillablade (깻잎, Kkaenip)
Friske pernillablade. En aromatisk og let bitter panchan, der giver kontrast til fede hovedretter. Kan også serveres marineret i soja, hvidløg og chili.

Radisepapir til wraps (쌈무, Ssam-mu)
Tynde skiver radise syltet sødt og syrligt. Blev også brugt til at pakke kød og ris ind i.

 

Bønnespirer (콩나물무침, Kongnamul-muchim)
Letkogte og krydrede bønnespirer med sesamolie og hvidløg. En klassisk panchan, der er sprød og ren i smagen.

 

Sprøde grønne chili i sojabønnepasta (아삭이고추 된장무침,  Asagi-gochu doenjang-muchim)
Friske, sprøde chili vendt i doenjang (sojabønnepasta). En stærk, men ren smag, som balancerer tunge retter.

Alle illustrationer er tegnet af Rasmus Meisler. Se mere af hans arbejde her.